Anne Katrine
Som terapeut er mit vigtigste ærinde, at vi sammen via samtalerne kan få skabt den proces hos dig, der bevirker at du vil opnå de mål, du ønsker.
Om Odense Psykologpraksis
I 2013 grundlagde jeg Odense Psykologpraksis som en enkeltmandsvirksomhed.
Gennem alle årene har jeg haft det som min fornemste opgave at hjælpe mennesker med behandling af psykiske lidelser og problematikker såsom stress, angst, depression, sorg/tab, traumer, eksistentielle problematikker, selvværdsproblematikker, søvnbesvær mm.
Om klinikken
Klinikken er gennem årene vokset stødt og fra at være på deltids de første år, sideløbende med mine fuldtidsansættelser i kommunalt og regionalt regi, voksede klienttilgangen grundet samarbejdsaftaler med blandt andre Crecea, Falck Healthcare og Prescriba.
I 2018 blev det derfor muligt for mig at realisere min livslange drøm om at drive privat psykologpraksis i Odense på fuldtid.
I 2020 fik jeg tildelt ydernummer af Region Syddanmark og kunne nu tilbyde klienter psykologbehandling i Odense med henvisning fra lægen. Dette har glædeligt givet en fortsat vækst og efterspørgsel på behandlinger i min praksis.
Klinikken har været beliggende på flere lokationer gennem årene, men har aktuelt adresse Kongensgade 27, 2. sal, i centrum af Odense. Klinikken på Kongensgade 27, 2. sal er et klinikfælleskab med andre psykologer.
PSKYOLOG
Når du skal væge psykolog
Valget af psykolog er for de fleste en jungle. Skal du vælge en mand eller kvinde? Hvilken alder skal psykologen have? Hvad betyder alle de forskellige terapiformer, der udbydes? Kort sagt: Hvordan finder du ud af, hvem der er den rette psykolog for dig?
Det vigtigste i et terapiforløb er, at den menneskelige ”kemi” er god, og at du føler tillid og tryghed til den person, du sidder overfor. Ligeledes er det vigtigt, at du har en oplevelse af, at vedkommende vil kunne hjælpe dig med den problemstilling, der har fået dig til at opsøge terapi. Kan psykologen forklare sin metode for dig, så du forstår, hvordan vedkommende har tænkt sig at hjælpe dig – altså kort og godt, hvad terapien går ud på. Derudover skal der være klarhed og enighed mellem jer angående, hvad formålet med jeres samtaler er.
God terapi er ikke et venskabsforhold
God terapi er karakteriseret ved kun at handle om terapi. Dog er den terapeutiske alliance mellem klient og terapeut én af de allermest afgørende elementer for et godt udbytte af terapien, hvorfor terapeuten naturligvis må være i stand til at skabe en stemning der er præget af varme, empati, tillid, tryghed, forståelse og respekt.
Terapien har et tydeligt mål
Der skal være en plan for, hvad I skal tale om i samtalen, altså en klar og tydelig dagsorden som I er fælles om at beslutte.
Klientens behov er altid i fokus
Klientens behov og ønsker er fokus for samtalerne. Afhængig af den terapeutiske retning kan terapeuten benytte sig af mere eller mindre ”selvafsløring”, hvor terapeuten deler elementer fra sit eget liv – dette skal dog altid forklares og have et formål, der tjener klientens bedste.
Baserer sig på en videnskabelig afprøvet og dokumenteret metode
Terapiformen skal være anbefalet som god praksis. Samtidig bør den gode terapi ligeledes kunne ændre sig og skifte retning, når ny viden opstår. Desuden bør metoden altid tilegnes og tilpasses klientens behov. Det er terapien, der skal passe til klienten og ikke omvendt.
God terapi styrker klientens selvstændighed
Så klienten fremadrettet i højere grad er i stand til at problemløse og klare livets udfordringer på egen hånd.
Indeholder tydelig og ærlig feedbackog kommunikation
Denne form for kommunikation kan foregå både fra klient til terapeut samt fra terapeut til klient. Fokus skal være på, at det bliver formuleret på en respektfuld og empatisk måde.
Inddrager klientens baggrund og væsentlige elementer fra fortiden.
Den gode terapi sker, når klienten gør arbejdet og øver sig i at anvende de strategier, der præsenteres i terapien, så en forandringsproces kan faciliteres.
Hvornår skal man gå til psykolog?
Det kan være svært at vide, hvornår man skal opsøge en psykolog, og hvornår det kan gavne ens situation. Du behøver ikke opfylde kriterierne for en psykisk diagnose såsom depression eller angst, for at drage nytte af at se en psykolog. Nogle mennesker kontakter en psykolog, fordi de har en henvisning fra lægen, da de har en psykisk problematik; andre fordi de føler, at de sidder fast i livet; nogle kan opleve tvivl og besværligheder ved livet, hvor det kan være rart at tale med en psykolog for at få lidt hjælp og støtte til at komme videre. Du kan også henvende dig til en psykolog, fordi du ”bare” gerne vil have luft for dine hverdagsfrustrationer. Man kan altså gå til psykolog med både større og mindre problematikker, og behovet og årsagerne til at gå hos en psykolog kan være meget personlige og forskellige.
Hvis du er i tvivl, om du skal gå hos en psykolog, og hvad vi specifikt kan gøre for dig ved Odense Psykologpraksis kontakt os da, eller benyt dig af vores gratis og uforpligtende 10 minutters telefoniske forsamtale, hvor du kan få besvaret spørgsmål.
Hvor mange gange skal man gå ved en psykolog?
Det er svært på forhånd at vurdere, hvor mange gange det er ideelt for en person at gå til psykolog. For nogle skal de blot komme 1-3 gange, andre kommer i flere år. Hvor mange samtaler, man skal bruge afhænger af din problemstilling, din bedring og dine forventninger og ambitioner for forløbet. I samarbejde med din psykolog kan I vurdere, hvor mange samtaler der er gavnligt og muligt for dig at få.